Sandwich med ramsløgsfrikadeller
Hvad med den der flaske vin som vi åbnede weekenden, og ikke fik drukket det hele af? Den skal bestemt gemmes og bruges i mad.
Du kan selvfølgelig bruge den i sauce og marinader, med også i meget andet.
Her får du opskriften på en af mine yndlings sandwich, hvor jeg har brugt min vinrest og ramsløg i frikadellerne.
Læs også: Crostini med lun brie og rosmarinhonning
Okse- og svinefrikadeller med ramsløg og vin
ca. 30 stk.
800 g hakket okse og svinekød
1 tsk. tørrede chiliflager
2 tsk. salt
2 hakkede løg
3 æg
1 1/2 dl. hvid- eller rødvin
En god håndfuld frisk hakket ramsløg
4 spsk. rasp gerne rubrødsrasp
50 g. revet ost gerne Vesterhavsost eller anden god dansk fast ost.
1 dl. vand
Rør hakket okse og svinekød med tørrede chiliflager og salt.
Kom de hakkede løg, æg, hvid- eller rødvin og frisk hakket ramsløg i og vend det hele sammen. Tilsidst kommer du rasp, revet ost og vand i.
Rør farsen sammen og steg frikadellerne i olie.
Du kan også erstatte ramsløg med persille og 2 fed hvidløg.
Hvis du laver dellerne mere runde i det, er de rigtig gode i pasta med tomatsauce, eller de langtidsbagte tomater med friske krydderurter.
Hvis du ligger inde med noget godt hjemmebagt surdejsbrød, er det bestemt det du skal bruge, men et godt flute er også fint, ristet rugbrød eller dit yndlingsbrød.
Smør brødet med persillepesto, kom salat frikadeller og de langtidsbagte tomater i og sæt så tænderne i min yndlingssandwich.
Tekst Gry Sara Windelev
Foto Gry Sara Windelev




