Nemt forår i stuen
Fyld huset med farveglade løgblomster og giv forårsfornemmelserne et pift.
Erantis og vintergækker er de første sikre signaler om, at mildere temperaturer er på vej.
Men hvorfor vente på, at de spæde forårsbebudere får kæmpet sig op gennem den frosne jord, når du allerede nu kan fylde stuen med forår med farverige løgblomster?
Du finder alle de velkendte løgblomster i butikkerne, hvor de står klar til at komme med hjem og sætte gang i forårsstemningen. Så glemmer du næsten, at vi ikke er i april eller maj måned.
Læs også: Dahlia for begyndere
Nemme idéer to go
Løgblomsternes spinkle og fine udtryk kan udnyttes i små forfriskende, forårstableauer indendørs. Lav fx et sart og feminint arrangement af perlehyacinter, vintergækker og skilla plantet i små hvide vaser.
Eller skab en varm naturstemning med spæde løgblomster, såsom vibeæg i en betonskjuler omvundet med bark eller plantet i en kobberpotte.
Læs også: Påskeklokker
Flot facon
Løgblomsternes medfødte specielle facon er et særligt kendetegn, som du kan fremhæve og bruge som et nyt og anderledes indslag i indretningen. Skyl jorden af fx skilla, og placer løgene i reagensglas sammen med naturgrene – det er både elegant og autentisk.

Tulipaner i lange baner
Flotte, farverige tulipaner liver op i stuen, og der er et stort udvalg at vælge imellem. Du kan altid finde tulipaner i din yndlingsfarve, der passer perfekt til omgivelserne. Rød, rosa, orange, gul, hvid eller ligefrem flot flammet i farverne.
Du kan også vælge at kombinere det omfattende repertoire af løgblomster med andre forårsvækster. Skab et blåt tulipan-tableau i glade farver eller sæt solskinsgule erantis sammen med pink Primula, så kan det næsten ikke blive mere forår.
Læs også: Forsythia i råbende forårsgult
Tekst Floradania
Foto Floradania





